Sportschef: Valgren får VM-medalje inden fem år

Skrevet af admin

28/09/2014

Dagens topnyheder

Selv om Matti Breschel og Danmark lige akkurat missede bronzemedaljen med få centimeter ved søndagens VM-løb i Ponferrada, havde Danmarks Cykle Unions sportschef Lars Bonde det store smil fremme, da han skulle evaluere den danske indsats.

Breschel blev nummer fire i det cykelløb, som blev vundet af den 24-årige polske multi-raket Michal Kwiatkowski, mens Christopher Juul-Jensen og især Michael Valgren også kørte imponerende stærkt.

Valgren var toneangivende i et firemandsudbrud, som først blev kørt ind i slutfasen, og så meget stærk ud.

- Jeg tror, at Michael Valgren får VM-medalje på et tidspunkt. Jeg tror også, at det bliver indenfor de næste fem år, siger sportschefen til TV3+.

- De unge, Valgren og Christopher Juul-Jensen går herfra med rigtigt meget selvtillid, og erfaring om, hvordan VM skal køres, fortsætter Lars Bonde, og konstaterer, at den erfaring har Matti Breschel allerede.

Breschel vandt VM-sølv i 2010 og bronze i 2008. Denne gang viste han, at han stadig kan være med på højeste niveau. Det endda til trods for, at han havde defekt og måtte skifte cykel, da afgørelsen begyndte at spidse til.

- Han var bitter og sur, da det skete, for han troede, at løbet var kørt der. Men Michael Mørkøv var stadig med fremme på det tidspunkt og kunne køre Breschel frem igen.

Lars Bonde glæder sig desuden over, at han viste Breschel den tillid, som den 30-årige cykelrytter fra Tinkoff-Saxo fortjener.

- Matti er utroligt god til at sætte en knappenål i en dato og så gå efter den, siger Bonde.

Breschel åbnede selv spurten i gruppen, som kæmpede bag Kwiatkowski, men 50 meter før målstregen, kunne han godt mærke, at han var ved at løbe tør for kræfter. Derfor kom både Simon Gerrans og Alejandro Valverde forbi.

Det var i øvrigt tredje år i træk, at Alejandro Valverde blev nummer tre ved VM.

/ritzau/