Sportsdirektør om Fuglsang som kaptajn: Vinder for lidt

Skrevet af admin

08/07/2015

Dagens topnyheder

Cykelrytteren Jakob Fuglsangs fremtid er endnu uvis, da hans kontrakt med Astana udløber efter denne sæson, og parterne fortsat ikke er blevet enige om en ny.

Danskerens agent har tidligere meldt ud, at man var i dialog med tre hold, hvoraf det ene var Astana, som Fuglsang kom til for to år siden.

På storholdet Etixx-Quickstep mangler man en ryttertype som den 30-årige dansker til næste sæson, men manageren for holdet, Patrick Lefevere, mener, at Jakob Fuglsang mangler noget.

- Jeg kigger helt sikkert efter en klassementsrytter, som kan supplere Rigoberto Uran Uran, hvis han vælger at blive på holdet.

- Jeg kan rigtig godt lide Jakob Fuglsang, og han ville passe godt ind på holdet. Men efter min mening vinder han ikke nok cykelløb til, at han kan være kaptajn for et hold, siger Patrick Lefevere til jp.dk.

Jakob Fuglsang har tidligere ytret ønske om at køre som kaptajn i et af de store cykelløb.

Danskerens nuværende manager, Alexander Vinokourov, udtalte i begyndelsen af juli, at han gerne vil beholde Jakob Fuglsang.

/ritzau/