Sportslegende sagsøgt af fan for gigantbeløb

Den tidligere Chicago Bulls-stjerne Scottie Pippen har modtaget et sagsanlæg på fire millioner dollar svarende til 23 millioner kroner efter et angreb på en autografjæger i juni på en restaurant.

Sagsøgeren - den 49-årige Camran Shafighi - bad angiveligt Pippen om at posere foran sit kamera sammen med sin 12-årige søn uden for restauranten.

I stedet for at stille op til et fotografi valgte den tidligere basketball-stjerne at gå til angreb på Shafighi, der oplyser, at han blev spyttet i ansigtet og slået ned. Efterfølgende blev han behandlet for skader i hovedet på hospitalet.

Episoden fandt sted den 23. juni, da Scottie Pippen spiste på restauranten Nobu i Malibu ved Los Angeles sammen med sin familie.

Politiets efterforskere oplyser, at Camran Shafighi skulle have taget billeder af Pippen inde i restauranten og senere uden for på parkeringspladsen. Politiet oplyser samtidig, at flere vidner har fortalt, at Shafighi måske var i en form for påvirket tilstand.

Scottie Pippen har været til afhøring hos politiet, der foreløbig ikke har fundet grund til at åbne en sag.

47-årige Pippen spillede i sin aktive karriere sammen med Michael Jordan hos Chigaco Bulls. Han er efter karrieren blevet indlemmet i basketballs Hall of Fame.

/ritzau/

 

Dagens Gossip