Sportsredaktør bliver ny chefredaktør for BT

Berlingskes nuværende sportsredaktør, Flemming Fjeldgaard, bliver ny chefredaktør på BT. Han afløser Anders-Peter Landert, der stopper efter 11 år på BT og tre år som chefredaktør for at kaste sig over sit eget journalistiske projekt.

Det skriver BT på avisens hjemmeside.

- Jeg er glad og stolt over at få denne chance i et hus, der betyder så meget for mig. Jeg glæder mig meget til opgaven med at forstærke BT's allerede fine relationer med alle læsere og brugere i hele Danmark, siger Flemming Fjeldgaard til BT.

- Det forpligter at være del af så stort et nyhedsmedie, som BT er, via enten avis, web, tablet eller mobil, fortsætter han.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at BT kan blive Danmarks største og mest dagsordensættende digitale nyhedsmedie, og at vi kan skabe grundlag for øgede digitale indtægter og samtidig lave en sund forretning på en avis, som mange danskere lykkeligvis stadig henter i postkassen, i entréen eller i kiosken, siger Flemming Fjeldgaard.

Han bliver dermed endnu en person fra sportens verden, som indtræder i avisens øverste ledelse. Flemming Fjeldgaard skal på BT arbejde tæt sammen med ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning, der også har en baggrund som sportsjournalist.

Tidligere var Peter Brüchmann ansvarshavende chefredaktør for BT i perioden 2008-2012, efter at han i ni år forinden sin tiltrædelse havde været chef for BT's sportsredaktion.

38-årige Flemming Fjeldgaard har siden 2008 været medlem af BT's chefgruppe som redaktionschef for den sportsredaktion, der laver indhold til blandt andet Berlingske, BT og Berlingske Nyhedsbureau.

Flemming Fjeldgaard tiltræder i sit nye job 1. oktober. Der er endnu ikke taget stilling til, hvem der skal være ny sportsredaktør på Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV