Spotify afslører: Det lyttede danskerne mest til i 2013

Danskerne er vilde med Marie Key. Det er endnu engang blevet slået fast med syvtommersøm efter, at Spotify har offentliggjort listerne over de mest afspillede kunstnere, sange og albums i 2013.

Marie Keys album, De Her Dage, er det mest afspillede album i Danmark foran Calvin Harris’ album, 18 Months, og Macklemore & Ryan Lewis’ album, The Heist.

- En stor tak til alle de danskere, der har lyttet til mine sange på Spotify, siger Marie Key om den flotte placering på listen.

Marie Key er også den danske kunstner, der er højst på listen over de mest afspillede sange i 2013 hos de danske Spotify-brugere, hvor hun kommer ind på en sjetteplads.

Denne liste toppes af engelske Passenger med sangen Let Her Go, mens Macklemore & Ryan Lewis tager både anden- og fjerdepladsen med henholdsvis Can't Hold Us og Thrift Shop. Tredjepladsen indtages af svenske Avicii med Wake Me Up.

Kun på ét punkt må Marie Key se sig slået af sine egne landsmænd. Det er Nik & Jay, som samlet set er de danske kunstnere, som danskerne har lyttet mest til på Spotify i 2013.

De tager en tredjeplads på listen, mens amerikanske Macklemore & Ryan Lewis samt svenske Avicii indtager en første- og en andenplads på listen over mest afspillede kunstnere i Danmark.

På denne liste hopper Marie Key ind på fjerdepladsen, mens Mads Langer tager femteplads og Rasmus Seebach ligger på en niendeplads.

Global succes til Macklemore & Ryan Lewis

På verdensplan var det i 2013 Macklemore og Ryan Lewis, der dominerede scenen og Can’t Hold Us er på verdensplan den mest streamede sang i 2013. Avicii’s Wake Me Up var den anden mest streamede sang i år, mens Macklemore og Ryan Lewis også erobrede tredjepladsen med Thrift Shop.

Faktisk er Macklemore og Ryan Lewis’ Thrift Shop, der blev udgivet i 2012, også den mest streamede sang i de seneste fem år med mere end 160 millioner afspilninger til dato. Thrift Shop og Can’t Hold Us er begge fra duoens debutalbum The Heist, som er det mest streamede album på Spotify på verdensplan i år.

Rihanna beviste, at hun fortsat er dronningen af playlisterne ved at tage titlen som den mest streamede kvindelige sangerinde for andet år i træk og satte dermed Lana Del Rey og P!nk pænt på plads på en anden og en tredjeplads.

På verdensplan i 2013 er der blevet afspillet 4,5 milliarder timers - eller hvad der svarer til 50.000 års - musik på Spotify.

Dagens Gossip