Spotify uddeler "Årets Nytænker" til DMA

Igen i år belønnes innovativ brug af sociale og digitale medier, når Spotify uddeler prisen for ’Årets Nytænker’ til DMA den 9. november.

Spotify er officiel partner til prisuddelingen, der arrangeres i samarbejde mellem TV2, IFPI og Koda, og et stærkt felt med etablerede navne fra den danske musikscene er nomineret i kategorien.

Fælles for de fire nominerede er, at de alle i løbet af det forgangne år har anvendt de sociale medier på en original måde til at promovere deres musik eller interagere med deres fans.

De fire nominerede til ’Årets Nytænker’ er: Nik & Jay, L.O.C., Tim Christensen og Marie Key. Udover anerkendelsen modtager vinderen en Spotify-marketingkampagne til en værdi af 200.000 kroner.

- Som kunstner er det både vigtigt at knytte et stærkt bånd med sine fans, men også at skille sig ud og tiltrække sig opmærksomhed. I dag spiller de sociale medier en afgørende rolle for begge dele, og de nominerede til ’Årets Nytænker’ har formået at udnytte det på allerbedste vis og med stor kreativitet. Det vil vi gerne belønne,” siger Sofie Grant, pressechef for Spotify.

Afstemningen foregår blandt alle Spotify’s brugere, som fra i dag kan afgive deres stemme og være med i lodtrækningen om billetter til DMA.

De nominerede er:

Marie Key

I 2012 opnåede Marie Key stor succes med albummet ”De Her Dage” og klatrede til tops på hitlisterne. I forbindelse med planlægningen af turnéplanen for 2013 anvendte hun blandt andet oplysninger fra streaming-tjenester til at finde ud af, i hvilke byer man lyttede mest til hendes musik, og tilføjede disse byer til turnéen.

På denne innovative måde skabte Marie et tættere forhold til de byer, hvor hun havde mange fans.

Nik & Jay

Forud for albumudgivelsen af ”United" skabte Nik & Jay en række muligheder for, at deres fans kunne nyde musikken før den officielle lancering. På Facebook kunne fans smuglytte til to nye numre, men først når et ur var blevet nulstillet ved at bruge hashtagget #pæntjatak på sociale medier.

Drengene havde også inviteret 20 heldige fans til en eksklusiv session i studiet, som blev live-streamet på Facebook. Dertil kunne fans også via særlige outdoor-plakater lytte til fire af de nye numre via trådløs streaming til deres mobil.

Alt sammen en unik kombination af sociale medier, brugerinvolvering og oplevelsesmarkedsføring, der skabte kæmpestor opmærksomhed.

L.O.C.

Den populære rapper L.O.C. drev sammen med Røde Kors kampagnen ”Gi' En Mønt Til Dem Der Trænger!”. Gennem sociale medier opfordrede man fans til at støtte projektet og give et bidrag. Samlet nåede man over 300.000 mennesker gennem Facebook og samlede 600.000 kroner til velgørenhed.

Involvering gennem sociale medier har på denne måde skabt et stærkt samarbejde mellem kunstner og publikum med det formål at hjælpe folk i nød.

Tim Christensen

Tim Christensen gjorde sig populær blandt sine fans ved at lave akustiske versioner af sine personlige yndlingssange og dele dem på sin Facebook-side. Sangene skabte siden hen stor efterspørgsel på og forslag til Tims næste fortolkninger.

Tim Christensens fans fik senere muligheden for at stemme på de seks bedste sange, som ville blive udgivet på et album.

Projektet er et meget unikt samarbejde, hvor fans fik en fremtrædende plads i den kreative proces.

Dagens Gossip