Sprækker i Bayern München-fortet giver Juventus håb

Skrevet af admin

16/03/2016

Mest læste i dag

Bayern München havde stort set begge ben i kvartfinalen i Champions League med en solid 2-0-føring ude mod Juventus.

Men to Juventus-mål på 13 minutter i anden halvleg betød, at der stadig er meget på spil, når de to mandskaber onsdag aften tørner sammen i returopgøret på Allianz Arena.

Bayern München-anfører Philipp Lahm tager da heller ikke let på opgaven og kalder det et alt-eller-intet opgør.

- Vi ved, det kan være afslutningen for os. Mens 2-2 i den første kamp var et fantastisk resultat på udebane, så er det kun det videre avancement, som tæller for os, siger Lahm.

- Faktum er, at vi møder et italiensk hold, som vil ligge på lur og vente på vores fejl og forsøge at udnytte dem iskoldt.

- Vi har ikke råd til at lave fejl og skal være helt vågne i alle 90 minutter, advarer Bayern-anføreren.

Siden 2-2-kampen i Torino har Bayern München vist sig at være mere sårbar end længe set, og det er blevet til både et choknederlag hjemme til Mainz og uafgjort ude mod Borussia Dortmund.

Efter minikrisen viste sydtyskerne igen mesterklassen med en 5-0-afklapsning af Werder Bremen.

- Jeg mener, vi viste, vi er i meget god form. Jeg vil sige, at vi nu ser frem til onsdagens kamp med optimisme, siger Bayern-bossen Karl-Heinz Rummenigge.

Efter en skidt start på sæsonen er Juventus ubesejret i 19 ligakampe og fører nu Serie A. 18 af de 19 kampe siden oktober er tilmed vundet.

Italienerne har anført af veteranmålmanden Gianluigi Buffon kun ladet et enkelt mål passere i årets 12 ligakampe, hvilket Bayern-træner Josep Guardiola har lagt mærke til.

- Vi spiller mod et af de bedste hold i Europa. De har ikke lukket et mål ind i deres seneste ti ligakampe, så forvent en meget kompliceret og ukomfortabel kamp, siger Guardiola.

Hos Juventus er stopperen Leonardo Bonucci overbevist om, at holdet er i stand til at levere overraskelsen.

- Det vil blive et kolossalt slag, og vi rejser til München fulde af entusiasme og vilje til at gå videre til næste runde.

- Vi er helt klar over, hvor stærke Bayern er, men holdet har også nogle få svage områder, som vi vil forsøge at udnytte, siger Bonucci.

Det er disse svagheder, Juventus-træner Massimiliano Allegri vil straffe, så Torino-mandskabet kan vinde i München for første gang siden 2004.

- Når vi spiller mod Bayern, så ved vi, at vi skal løbe meget i alle 90 minutter. Men det er vores intention at gå efter sejren, som vil sikre os videre avancement, siger Allegri.

/ritzau/