Sprængladning eksploderer ved svensk politikers hjem

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

En politiker fra Sverigedemokraterne slap uden fysiske skader, da en sprængladning tirsdag eftermiddag eksploderede og blæste dele af fordøren til hans lejlighed ind.

Hændelsen fandt sted i Arlöv i Skåne omkring klokken 17.00.

- Det var et fejt angreb. Det var bare held, at ingen kom til skade. Det var en meget kraftig eksplosion, siger politikeren Anders Dahlberg til Expressen.

Han befandt sig i hjemmet sammen med sin kone og parrets barn, da angrebet fandt sted.

Sprængladningen blev kastet ind gennem brevsprækken i hoveddøren til familiens lejlighed.

Eksplosionen har ikke efterladt større spor på ydersiden af døren. Også et lille vindue i døren er intakt. Men politiet ser på hændelsen med stor alvor, skriver Sydsvenskan.

- Da sprængladningen blev udløst, fløj indersiden af døren ind i boligen og fæstnede sig i en væg fire meter væk, siger vagtchef Michael Carlzon fra politiet i Malmø til avisen.

Politiet vil ikke udelukke, at motivet til hændelsen er politisk motiveret.

Sverigedemokraterne er især kendt for at have en meget kritisk holdning til indvandrere.

Expressen afslørede i sidste uge, at Dahlberg skal have skrevet anonyme indlæg på internettet. Ifølge politiet har han ikke tidligere modtaget nogen trusler.

/ritzau/TT