Sprang ud fra 2. sal: Formodet knivstikker fængslet

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

En 25-årig mand er torsdag i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i 13 dage, sigtet for grov vold ved at overfalde en anden mand med en kniv.

Manden blev onsdag anholdt af politiet, der mener, at det er ham, der den 1. august stak en 24-årig mand fire gange med kniv i Thorsgade på Nørrebro.

Men udsigten til at skulle en tur bag tremmer behagede ham ikke, og han besluttede sig for at tage flugten ved at springe ud ad et vindue på station Bellahøj. Uheldigvis for den anholdte befandt vinduet sig på 2. sal på politistationen.

- Han får lov til at være alene på et kontor, så han kan ringe til sin advokat, fortalte den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi onsdag aften til Ritzau.

- Og han benytter så lejligheden til at springe ud ad vinduet, fortsætter han.

Ifølge politiet sprang den anholdte mellem seks og syv meter ned, og det lykkedes ham også at komme over et hegn, før lovens lange arm atter fik fat i ham.

- Men han var nu ikke kommet særligt langt. Han var ikke i stand til at løbe mere, for han beskadigede sine ankler, da han sprang ud, sagde efterforskningslederen.

Da han torsdag blev stillet foran en dommer var der derfor føjet en sigtelse for at stikke af fra politiet til sigtelsen for grov vold i forbindelse med knivstikkeriet.

/ritzau/