Spray-angreb på spillere aflyser argentinsk derby

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

En større skandale har ramt den sydamerikanske pendant til Champions League, Copa Libertadores, hvor det argentinske derby mellem Boca Juniors og River Plate måtte afbrydes i pausen.

På vej ud til anden halvleg lykkedes det angiveligt en Boca Juniors-fan at sprøjte en form for peberspray i ansigtet på flere River Plate-spillere i spillertunnelen.

Ifølge Reuters viste tv-billeder flere River Plate-spillere skylle øjne og ansigter efter over overfaldet, som betød, at kampen blev afbrudt ved stillingen 0-0.

Hjemmeholdet Boca Juniors' præsident var omgående ude for at tage afstand fra episoden.

- Jeg kan ikke fatte det. Det er dybt beklageligt og meget pinligt, siger Boca-præsident Daniel Angelici til den argentinske tv-station TyC's hjemmeside ifølge Reuters.

River Plate havde vundet det første opgør i ottendedelsfinalen i Copa Libertadores på hjemmebane med 1-0, og hvad der kommer til at ske med den afbrudte returkamp, vides endnu ikke.

Sydamerikansk fodbold døjer ofte med problemer med fodboldvold, og overfaldet natten til fredag dansk tid er endnu et udtryk for det omfattende problem, det stolte fodboldkontinent kæmper med.

/ritzau/