Sprit-stiv mand torpederede to biler

I hvert fald havde den unge mand intet kørekort, men til gengæld en anseelig promille, da han sent onsdag aften bragede ind i to ventende biler i Odense.

Det skriver fyens.dk.

Kort forinden havde han ringet til politiet og fortalt, at han ville gøre skade på sig selv.

Desværre endte han også med at bringe andres liv i fare, da han med høj fart og ditto promille kørte ind i to biler, der holdt og ventede for rødt lys i krydset ved Rismarksvej på Middelfartvej i den fynske hovedstad.

Heldigvis kom hverken de to personer i de ventende biler eller den fulde bilist noget til ved sammenstødene, men bilerne blev hårdt medtagne.

Den 25-årige er godt kendt af politiet i forvejen, og på grund af det forudgående telefonopkald regner politiet med, at han kørte ind i bilerne med vilje.

Han blev anholdt efter ulykken.

I løbet af torsdagen bliver der taget stilling til, om han skal stilles for en dommer.

BNB

Dagens Gossip