Spritbilist fængsles for drab på hundelufter

Den 38-årige mand, der tirsdag aften påkørte og dræbte en hundelufter på en landevej i udkanten af Ringsted, er onsdag varetægtsfængslet indtil den 14. februar ved Retten i Roskilde.

Manden er sigtet for spirituskørsel, uagtsomt manddrab samt at have kørt for stærkt i forhold til vejen og området.

Trafikulykken fandt sted ved 19.15-tiden på den gamle hovedvej mod Sorø, hvor bilisten overhalede nogle andre biler og derefter ramte fodgængeren og hunden, da de tilsyneladende var ved at krydse vejen.

Fodgængeren, en 51-årig mand fra lokalområdet, var død, inden ambulancen nåede frem.

- Det vurderes, at både fodgængeren og hunden blev dræbt på stedet, fortalte politiets vagtchef Henrik Møller Nielsen.

Manden, som sad bag rattet, er en 38-årig mand fra Sorø. Han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab, men erkender, at han sad bag rettet, da ulykken skete.

/ritzau/

 

Dagens Gossip