Spritbilist flygtede i bil trods to punkterede dæk

Sagen startede, da en 26-årig mand fra Præstø mandag aften klokken 21.25 kom kørende ad Præstø Landevej mod Næstved.

Her så han en bil, der slingrede og kørte ud over midterstriben, og han alarmerede politiet. I

Mogenstrup holdt bilen kortvarigt ind, men ved vejarbejdet lidt længere fremme, hvor den 26-årige holdt for rødt i sin varebil, blev han ramt af den anden på venstre bagskærm.

Den anden bilist fortsatte i sin nu noget ramponerede bil over for rødt i retning mod Næstved.

Bilen, som var punkteret på to hjul, blev standset af politiet på Østre Ringvej i Næstved.

Føreren var en 27-årig mand fra Næstved, og der var en passager med – en 39-årig mand også fra Næstved. En alkometertest viste, at føreren havde en promille, der var noget højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Han blev taget med til politistationen i Næstved til afhøring.

Passageren var så fuld, at han ikke kunne tage vare på sig selv, så han blev taget med til en overnatning i detentionen, oplyser Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

Dagens Gossip