Spritbilist forsøgte at ræse fra politiet i Slagelse i nat

En 20-årig spirituspåvirket mand forsøgte i nat med høj hastighed at flygte fra politiet i Slagelse.

En politipatrulje opdagede kort før klokken 01.30 i nat  en Toyota, der kom med høj hastighed mod rundkørslen ved Kalundborgvej og Ndr. Ringgade i Slagelse, og betjentene ville derfor tjekke bil og fører.

Men det var bilisten ikke indstillet på, og han forsøgte derfor at køre fra politiet.

Politiet fulgte efter bilen, som fortsatte ad Holmstrupvej mod syd med meget høj hastighed.

Han ræsede videre ad Landsgravvej, men på Korsørvej mistede han herredømmet over bilen, der skred ud, strejfede en personbil og ramte en lastbil, der holdt parkeret.

Føreren, der var en 20-årig mand fra Slagelse, blev bedt om at blæse i alkometeret, og testen viste, at han havde en promille, der var væsentlig højere end det tilladte.

Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel og for ikke at efterkomme politiets anvisninger, og hans kørekort blev inddraget på stedet.

Den 20-årige mand blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev løsladt efter afhøring klokken 4.15 tidligt i morges.

Dagens Gossip