Spritbilist kørte i grøften: Faldt på cykelsti og tissede i bukserne

Politiet priser sig lykkelige over, at en 69-årig mand fra Væggerløse på det sydlige Falster ikke nåede at gøre nogen fortræd på sin færd fredag aften. Manden var nemlig alt for fuld til at køre bil og endte i en snedrive på Gedser Landevej tæt ved travbanen i Nykøbing Falster.

Alarmen gik klokken 17.46. Det oplyser Sydsjællands - og Lolland Falsters Politi til Dagens.dk.

- Da han stiger ud af bilen, vælter han på cykelstien og tisser i bukserne. Så fuld var han, siger vagtchef Søren Østervig til Dagens.dk.

Manden er anholdt og sigtet for spirituskørsel. En blodprøve skal fastlægge promillen.

- Vi har en formodning om, at den er høj. Spritkørsel er under alle omstændigheder dumt. Men det her er rigtig dumt. Vi er bare glade for, at han ikke nåede at lave andre ulykker, siger Søren Østervig.

Han oplyser, at manden ikke tidligere er taget for spritkørsel.

Dagens Gossip

Dagens TV