Spritbilist kørte ind i betjent

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

En politimand fra Østjyllands Politi blev natten til torsdag påkørt under anholdelsen af en 24-årig mand i Randers.

Det skete på en Shell benzintank på Aarhusvej i Randers, hvor politiet henvendte sig til manden, som var ved at fylde benzin på sin bil.

- Manden hopper ind i bilen og vil køre væk, men en politiassistent forsøger at standse ham. Han bliver ramt af bilen og falder ned på ryggen, fortæller politikommissær Mogens Brøndum.

Betjenten fik hudafskrabninger på ryggen og smerter, mens gerningsmanden kørte væk fra stedet.

Politiet satte efter manden og fik efterfølgende standset bilen. Den 24-årige er blevet sigtet for sprit- og narkokørsel og for vold mod politiet.

Derudover er manden sigtet, fordi bilen hverken var indregistreret eller forsikret.

Politiet betragter sagen som så alvorlig, at man torsdag vil forlange manden varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Randers.

/ritzau/