Spritbilist truer fynsk familie efter trafikuheld

Opdateret: En familie i Skallebølle på Fyn fik sig onsdag aften lidt af et chok, da en personbil drønede ind på deres græsplæne i byen Skallebølle, mens de sad og så fjernsyn i huset.

Her bor en 51-årig kvinde sammen med sine tre voksne sønner, og bedstemoren var også på besøg 2. juledag.

- Kvinden, der bor i huset, råber ud af vinduet, at de skal forsvinde fra hendes græsplæne, fortæller vagtchef Jesper Fält fra Fyns Politi.

I bilen sad en påvirket 27-årig mand bag rattet samt en 23-årig kvinde. Og de skulle absolut ingen steder.

Bilisten forlangte at få udleveret nøglerne til familiens bil, som holdt i indkørsel, da hans egen var kørt fast på græsplænen.

- Det vil man ikke, så han smadrer ruden i en udestue, så han kommer tættere på hoveddøren, siger vagtchefen.

Den påvirkede bilist truede herefter med, at han havde skarpladte våben i bilen, og det fik familien til at ringe efter politiet.

- Vi kommer derud med en hundepatrulje og får anholdt de to. Det viser sig, at der er to jagtgeværer og to rifler i bilen, siger Jesper Fält.

- Den unge mand er godt påvirket - måske både af spiritus og stoffer - og han har ikke noget kørekort. Der er også diverse tyvekoster i bilen, fortæller vagtchefen.

Politiet har taget en blodprøve at bilisten, og både manden og kvinden, der begge er fra Midtjylland, bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Odense .

/ritzau/

 

Dagens Gossip