Spritstiv far kører galt med datter: Derfor beholder han kørekortet

Skrevet af Nils Würtzenfeld

25/05/2016

Dagens topnyheder

I maj sidste år mistede en 39-årige mandlig bilist herredømmet over sin bil på Niverødvej i Nivå efter at have kørt spirituskørsel med sin datter i bilen.

Bilen, der var en handicapbil, røg af vejen og over i et træ, hvor den blev totalskadet. Det skriver Lokalavisen.dk.

Nu er sagen så kommet for retten, hvor den 39-årige forleden måtte forklare sig. Noget han dog gjorde ganske godt, for i hvert fald endte han med at beholde sig kørekort.

Manden var tiltalt for spirituskørsel med en promille på hele 1,90 og at forvolde fare for andres liv.

Ifølge retsbogen i sagen erkendte den 39-årige sig skyldig, og forklarede, at han på dagen for ulykken havde indtaget tre stærk-øl.

På køreturen var han, ifølge eget udsagn, blevet uopmærksom, da hans datter, der var med i bilen, havde pillet ved bilradioen. Det førte til, at bilen kørte galt og blev så skadet, at han siden ikke har kunnet bruge den.

Den 39-årige forklarede yderligere, at netop fraværet af hans bil er et stort problem, da han grundet sit handicap ikke kan bruge offentlig transport. Samtidig er der lang ventetid på en ny handicapbil. Derfor bad han om ikke at slippe for en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Dommeren valgte efterfølgende at lyttede til mandens appel, og lod ham derfor beholde kørekortet ved undtagelsesvis at gøre frakendelsen af betinget i tre år. Den 39-årige blev desuden dømt til at betale en bøde på 26.000 kroner samt at bestå en kontrollerende køreprøve og trafikkursus.

Den 39-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til en eventuel anke.

 

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: