Sprudlende Arsenal bevarer pres på tophold med sejr

Skrevet af admin

02/04/2016

Mest læste i dag

Arsenal var dominerende fra start til slut, da Watford blev udspillet på Emirates Stadium i lørdagens Premier League-møde.

London-holdet skabte et hav af chancer og vandt 4-0. Dermed holder Arsenal sig i periferien af mesterskabskampen.

Watford var mødt op med et defensivt udgangspunkt for at holde kampen på 0-0 og jagte et kontramål, men den plan skulle hurtigt revideres.

Kampen var knap fire minutter gammel, da backen Nathan Aké viste ringe markeringsevner. Han fik slet ikke presset Alexis Sánchez på et indlæg, og så kunne chileneren i to forsøg passere Heurelho Gomes i Watford-målet.

Arsenal fortsatte presset efter åbningsmålet, og i flere omgange var hjemmeholdet tæt på at gøre det til 2-0.

Watford var tandløs i offensiven langt hen i første halvleg, men efter en halv time begyndte gæsterne at få sat angrebsduoen med Troy Deeney og Odion Ighalo i scene.

Det gav et par halvfarlige situationer, men Arsenal slog igen i den anden ende syv minutter før pausen.

Alexis Sánchez udstillede igen Nathan Akés mangler i defensiven, da Sanchez blev stukket dybt i højre side, og Alex Iwobi kunne inde foran mål sætte tværafleveringen ind til 2-0.

Blot få minutter inde i anden halvleg fik Watford dødsstødet med Arsenals scoring til 3-0.

Et afrettet skud fra højrebacken Héctor Bellerín snød Gomes i målet fuldstændig, og minuttet efter måtte overliggeren hjælpe til for at forhindre endnu en scoring fra Iwobi.

På dette tidspunkt hed skudstatistikken 13-1 i Arsenals favør, og det fortalte meget godt historien om kampen.

I sidste minut fik indskiftede Theo Walcott lov til at afrunde festen med målet til 4-0, og Arsenal har nu 58 point for 31 kampe. Foran har Tottenham 61 point og Leicester helt i top 66 point for samme antal kampe.

Den tidligere FC Midtjylland-målmand Jakob Haugaard fik debut i målet for Stoke, der er uden førstekeeper Jack Butland, som brækkede anklen i landskamp for England.

Danskeren så ud til at få en fin debut, da Stoke førte 2-0 indtil midtvejs i anden halvleg, men to Swansea-scoringer betød remis.

Manchester City holder liv i Champions League-ambitionerne, efter at holdet søndag slog Bournemouth på udebane med 4-0. Tre af målene blev scoret i de første 19 minutter.

/ritzau/