Spurs pryglede Heat i NBA-finale

Hjemmeholdet Spurs bankede de forsvarende mestre Heat med overbevisende 113-77, og dermed fører Spurs overraskende NBA-finaleserien, der spilles bedst af syv kampe, med 2-1.

Heats superstjerne LeBron James blev holdt i kort snor af Spurs-forsvaret, som begrænsede James' pointtotal til 15. Modsat var Danny Green og Gary Neal flyvende for Spurs. De to noterede sig tilsammen for 51 point.

Efter kampen var der ingen undskyldninger fra Miami-træner Erik Spoelstra, som erkendte, at favoritterne ganske enkelt havde fået en basketball-lektion.

- Vi fik som fortjent. De satte alt, hvad de ville. Vi gjorde intet for at stå i vejen for dem. Vi leverede ikke på noget tidspunkt vores eget spil, lød det fra Spoelstra.

San Antonio har bragt sig i en særdeles fordelagtig position, da de to næste finaler også spilles på deres hjemmebane. Vinder Spurs de to kampe, så er de mestre. Næste finale spilles torsdag.

Skulle det blive aktuelt med en sjette og syvende finale, så har Miami Heat fordel af hjemmebane i disse kampe.

Dagens Gossip

Dagens TV