SR-regeringens asylstramning er især gået ud over børn

Skrevet af admin

17/10/2015

Mest læste i dag

Det er især børn, der er kommet i klemme, efter at den tidligere SR-regering i 2014 strammede asylreglerne, så asylansøgere, som er flygtet fra krig, men ikke er personligt forfulgte, kun får ophold i ét år, hvorefter deres sag skal undersøges på ny.

Det viser en aktindsigt, som Dagbladet Information har fået hos Udlændingestyrelsen i alders- og kønssammensætningen blandt de 418 personer, der fra marts til og med juli fik tildelt den såkaldte midlertidige beskyttelsesstatus.

Tallene viser, at mindreårige børn og unge udgør 40 procent af modtagerne af midlertidig beskyttelsesstatus, selvom de kun udgør 18 procent af den samlede gruppe, der fik asyl i samme periode.

Desuden udgør kvinder 52 procent af personerne med den usikre status, skønt de kun udgør 24 procent af den samlede gruppe asylmodtagere.

Tallene får Dansk Flygtningehjælp til at kritisere stramningen.

- De her børn lever i en usikkerhed, som ingen af os lever godt med, især ikke uledsagede mindreårige. Vi mener ikke, at det er i overensstemmelse med barnets tarv, at der er så megen usikkerhed omkring deres fremtid, siger Eva Singer, asylchef hos Dansk Flygtningehjælp, til Information.

Det var daværende justitsminister Karen Hækkerup (S), der sidste år stod i spidsen for stramningen af asylreglerne.

I dag mener den socialdemokratiske udlændingeordfører, Dan Jørgensen, ikke, at der aktuelt er grund til at ændre på reglerne.

- Der ligger i udgangspunktet ikke en intention om at sikre en bestemt alders- eller kønssammensætning. Når det så er sagt, skal vi naturligvis løbende forholde os til, hvordan lovgivningen fungerer. Det er jo et helt nyt opholdsgrundlag, og det her er faktisk de første tal, jeg ser på området, siger han til Information.

Mens børn fylder meget i statistikken, har de dog i modsætning til voksne asylansøgere, der får det midlertidige ophold, ret til familiesammenføring inden for dette år i kraft af Danmarks internationale forpligtelser.

/ritzau/