Ståle Solbakken forventer Nicolai Jørgensen-salg

Skrevet af admin

07/06/2015

Mest læste i dag

Nicolai Jørgensen var ikke på banen, da FC København søndag afsluttede sæsonen i Alka Superligaen med en 1-0-sejr hjemme over Hobro.

En skade holdt offensivspilleren ude af kampen, og FCK-profilen måtte af samme årsag melde afbud til Danmarks EM-kvalifikationskamp på lørdag mod Serbien.

Spørgsmålet er, om Nicolai Jørgensen er at finde i FCK i næste sæson. For et år siden forlængede han sin kontrakt med et år frem til sommeren 2017, men den bliver næppe opfyldt.

- Jeg regner med, at Nicolai Jørgensen bliver solgt efter denne sæson. Han har to år tilbage af sin kontrakt, så han skal sælges efter sæsonen. Det er den aftale, vi har, siger FCK-manager Ståle Solbakken.

Også Rurik Gislason kan have spillet sin sidste kamp for FCK, der har været i kontakt med en klub om et skifte.

Den islandske kantspiller risikerer at komme i overskud i næste sæson, hvor FCK har hentet Kasper Kusk og Benjamin Verbic.

- Jeg tror, at der kommer en hurtig afklaring. Det er muligt, at han ikke er her i næste sæson, men det er ikke afgjort, siger Ståle Solbakken.

Rurik Gislason, der tidligere også har spillet for OB og Viborg, forholder sig foreløbig afventende.

- Jeg ved, at en klub har været i dialog med FCK. Og så må vi se, om klubben overhovedet kan give, hvad FCK ønsker at få for mig.

- Men det er rigtig svært at sige noget for mig lige nu, for det er bare rygter. Men det er spændende, hvad der kommer til at ske.

- Hvis jeg bliver her i FCK, vil jeg også være glad for det. Jeg har det fantastisk i København, siger Rurik Gislason.

FCK får Marvin Pourié tilbage fra et lejemål hos Sønderjyske. Den tyske angriber havde det svært i sin første tid i FCK, og ifølge Ståle Solbakken er det endnu ikke besluttet, om Marvin Pourié bliver en del af truppen i den kommende sæson.

Foreløbig skal angriberen dog møde ind efter ferien.

/ritzau/