Ståle Solbakken tror på gode Champions League-resultater i Parken

 

Tirsdag aften er FC København tilbage i Champions League godt to-et-halvt år efter klubben skabte sensation med en plads i ottendedelsfinalerne i verdens største klubturnering.

Men det er et anderledes FCK-hold, end det seere og tilskuere så spille uafgjort med FC Barcelona i 2010. Et par sæsoner med skiftende trænere og svingende resultater har gjort forventningerne mindre. En helt skæv sæsonstart og en gruppe med Real Madrid, Galatasaray og tirsdagens modstander, Juventus, sender dem ned under gulvtæppet.

Alligevel regner Løvernes genkommende træner med, at hans mandskab både kan spænde lidt ben for de store klubber og kilde dem under tæerne.

- Vi har tre hjemmekampe og jeg tror, at vi kan lave ballade for de tre andre i alle de hjemmekampe, siger Ståle Solbakken, der ikke frygter at få samme øretæver, som FC Nordsjælland løb ind i sidste år.

- Jeg frygter ikke, at vi bliver kørt over i kampene. Vi kan få det rigtig svært i en eller to af kampene, men jeg tror også at vi i en, to eller tre af kampene vil overraske, lyder det fra nordmanden.

Solbakken er dog helt bevidst om, at det materiale, han har til rådighed ikke dag, ikke står mål med dem, han har orkestreret på tidligere FCK-mandskaber. Derfor skal han satse på, at Champions League-hymnen og en udsolgt Parken kan udløse magi mellem de 11 spillere han sender på banen tirsdag aften mod verdensstjerner som Gianluigi Buffon, Andrea Pirlo og Carlos Tevez.

- Vi kæmper hårdt i den hjemlige liga, og det er spændende at se om holdet får en slags xfaktor. Vi har individuelle kvaliteter i holdet, men både organisationen og de individuelle færdigheder er et stykke fra de tidligere hold, slutter han.

 

Dagens Gossip