Ståle til norsk boss: Dræb ikke landsholds-interessen

Skrevet af admin

10/09/2014

Mest læste i dag

Norge har fået en skidt start på kvalifikationen frem mod EM i 2016 med et nederlag på 0-2 til Italien tirsdag aften.

Det kan dog være svært at tyde, om ambitionen overhovedet er at komme med til EM i Frankrig, efter at generalsekretær i Norges fodboldforbund, Kjetil Siem, samt kantspilleren Tarik Elyounoussi har udtalt, at det ikke vil være en krise, hvis nordmændene misser EM.

FC København-manager Ståle Solbakken kan godt frygte, at den slags udmeldinger kan ødelægge interessen for det norske landshold.

- Jeg kan godt gå med til, at ikke vil være en krise, hvis man ikke kommer til EM. Men det er meget vigtigt at have det som et tydeligt mål. Ellers bliver det useriøst, siger Solbakken til Stavanger Aftenblads hjemmeside.

- At melde sådan noget ud nu kan være farligt på kort og langt sigt. Det dræber måske interessen blandt folk og medierne.

- Min holdning er, er at det ikke er så farligt, hvis medierne bruger ordet krise, for organisationer udvikler sig under pres, siger Solbakken.

FCK-manageren mener sagtens, at man kan udvikle det norske landshold samtidig med, at målet er at vinde holdets kampe.

- Jeg kritiserer ikke, at de siger, at det "ikke vil være en krise", og at "der er en proces i gang".

- Men jeg siger, at det er vigtigt ikke at dræbe entusiasmen og forventningerne om at vinde kampe nu. For forventningerne er ikke usaglige, håbløse eller usandsynlige. Næste VM-kvalifikation bliver 10 gange mere vanskelig, siger Solbakken.

- Man fylder ikke Ullevaal igen, hvis alt er acceptabelt, og der går to-tre år, før Norge skal være gode. Alle ved, at Norge er inde i en proces, og at det tager tid, men EM-kvalifikationskampe er til for en ting: De skal vindes, fastslår han.

Formanden i det norske fodboldforbund, Kjetil Siem, er faktisk helt enig med Ståle Solbakken, da han bliver konfronteret med kritikken.

- Jeg er helt enig med ham. Vi har et klart mål og krav om at komme til EM. Og det har Per-Mathias også sagt, siger Siem med henvisning til landstræner Per-Mathias Høgmo.

- Men det blev udlagt som om, at det ville være en katastrofe, hvis vi ikke kommer med til EM. Og det blev hængende i luften.

- Det kom til at se ud som om, at Per-Mathias ville blive fyret, hvis vi ikke lykkedes med det. Der var behov for at justere det lidt og forklare, at vi tænker på længere sigt med Høgmo, siger Kjetil Siem til Aftenposten.

Norge har ikke været med til en slutrunde siden 1998, hvor nordmændene deltog ved VM i Frankrig.

Holdet er ud over Italien i gruppe med Kroatien, Bulgarien, Aserbajdsjan og Malta i EM-kvalifikationen. De to bedste hold går direkte videre til EM, mens der muligvis venter to playoff-kampe til nummer tre.

/ritzau/