Står til fyring: Havde sprængstoflager hjemme

Det er en ansat i Hjemmeværnet, der er anholdt og fængslet for at gemme over 100 kilo sprængstof og 160 detonatorer i sit hjem i Holbæk-området.

Det oplyser Hjemmeværnet, der kalder affæren "en yderst beklagelig sag".

Manden - en 58-årig mand - står nu til fyring.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi, der efterforsker den omfattende sag, er man netop gået i gang med at få opklaret, hvordan manden er kommet i besiddelse af de store mængder formbart sprængstof og sprænglegemer, der ifølge sigtelsen vejer over 102 kilo.

Ud over de mange kilo sprængstof er manden også sigtet for at have været i besiddelse af blandt andet to meter sprængsnor.

Hjemmeværnet understreger, at man nu vil gennemgå sikkerhedsprocedurerne omkring håndteringen af sprængstoffer.

/ritzau/

Dagens Gossip