Stabile Lars Jacobsen trues af ungdommen

Skrevet af admin

11/10/2013

Dagens topnyheder

Hvis en dansk fodboldlandstræner leder efter stabilitet i vigtige kampe, som den der venter i aften mod Italien, skal han som regel bare kigge ud i sin højre forsvarsside.

Landsholdets højre backposition har i næsten 30 år været præget af stabile og driftsikre folk, der stort set uden konkurrence har siddet på pladsen i årevis.

Først var der John Sivebæk, derefter Thomas Helveg, og siden 2006 har Lars Jacobsen ageret højreforsvarer, mens konkurrenterne er udeblevet.

- Der skal gerne være kamp om pladserne, og det har der også været på de fleste pladser. Men det er nok rigtigt, at der ikke har været så stor konkurrence lige på min position, siger Lars Jacobsen.

Noget tyder dog på, at den privilegerede tilværelse snart er forbi for FC København-kaptajnen.

Den 34-årige fynbo har set en smule tung ud i starten af denne sæson, mens Peter Ankersen har gjort opmærksom på sig selv med frisk energi i Esbjerg.

Selv om Lars Jacobsen senest mod Sønderjyske viste formfremgang, medgiver han, at han ikke længere kan føle sig selvskrevet som landets bedste højre back.

- Det ændrer ikke noget for mig. Konkurrence er noget, man som fodboldspiller bliver bedre af og lever med til daglig i sin klub, fastslår Jacobsen.

Men selv om landsholdskarrieren heller ikke for hans vedkommende varer evigt, er der meget, der tyder på, at vagtskiftet på backpladsen i hvert fald må vente til efter Italien-kampen.

Landstræner Morten Olsen har siden udtagelsen af truppen glædet sig over, at han har næsten hele stammen fra EM i 2012 til sin rådighed.

Her havde Lars Jacobsen en central rolle, og den erfaring giver ham formentlig et afgørende trumfkort i forhold til sin 11 år yngre konkurrent.

Morten Olsen vil dog ikke afsløre, hvor mange af EM-spillerne, der vil være med mod Italien, og Peter Ankersen håber til det sidste, at han når at vippe Jacobsen af pinden.

- Jeg hæfter mig ved, at træneren taler om EM-stammen. Det må vel betyde spillere centralt på banen, siger Peter Ankersen med et skævt smil

Han ved godt, at stabilitet og driftsikkerhed er i høj kurs i en nøglekamp mod en modstander i verdensklasse.

- Jeg mener da, jeg mod Armenien fik bevist, at jeg er til at stole på. Men der er hård konkurrence, og det er med til at skærpe os begge, siger Peter Ankersen.

/ritzau/