Stadig diskussioner om aktivitetstimer

Den helt store knast i skoleforhandlinger er stadig aktivitetstimerne, og den knast er langt fra fjernet.

Det siger Venstres uddannelsesordfører, Karen Ellemann.

Tirsdag aften stoppede forhandlingerne om en ny skolereform efter knap seks timer. Forhandlingerne bliver genoptaget klokken 11 onsdag og forventes at slutte klokken 15.

- Vi har haft heftige diskussioner om aktivitetstimer. Vi ser ingen mening i at dele undervisningen op i faglige timer og aktivitetstimer. Og vi er ikke færdige med at diskutere, siger hun til Ritzau.

Ifølge Berlingske har undervisningsminister Christine Antorini (S) givet efter for presset fra de borgerlige og dropper aktivitetstimerne, fremgår det af et notat.

Avisen skriver, at regeringen for at få skred i forhandlingerne har foreslået, at "forslaget om aktivitetstimerne trækkes tilbage".

Nu skal hele skoledagen "betegnes som undervisning", hedder det i notatet, hvor ministeren dog understreger, at "motion og bevægelse samt tilbud om lektiehjælp", fortsat skal indgå i skolen.

Karen Ellemann har ingen kommentarer til notatet.

- Jeg kender ikke noget til et påstået notat. Det er ikke den måde, jeg forhandler på, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip