Stadig færre ender med at gå på tvangsauktion

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Antallet af tvangsauktioner er faldet med 10 fra december til januar, viser tal fra Danmarks Statistik. I januar endte 323 boliger på tvangsauktion, det er knap 90 færre sammenlignet med samme måned sidste år.

- Når en bolig ender på tvangsauktion, skyldes det oftest en tabt indkomst som følge af mistet job eller skilsmisse. Den lave ledighed og rente hjælper til at holde antallet af tvangsauktioner nede, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Niveauet i januar er det laveste siden juni 2009, påpeger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

- Dagens tal er med andre ord gode nyheder fra boligfronten, siger cheføkonomen.

- Selv om der løbende er et stort negativt fokus på husholdningernes høje gældsætning, så fortæller dagens tal samlet set en historie om, at boligejerne i stigende grad formår at få enderne til at mødes i husholdningsbudgettet, siger han.

De seneste fire år er betalingsproblemerne, målt ved restanceprocenten, halveret. I dag ligger restanceprocenten på 0,27 procent. Det svarer til, at boligejerne mangler at betale 27 øre for hver 100 kroner, der skulle være betalt til realkreditinstitutterne.

- Flere boligejere har de seneste år fået økonomien på ret køl. Aktuelt er omkring 4000 bagud med terminen, og vi skal fem år tilbage for at finde et tidspunkt, hvor antallet var lavere, siger Ane Arnth Jensen.

Antallet af tvangsauktioner lå sidste år på 375 pr. måned, hvilket var det laveste antal siden 2009.

Det er højt i sammenligning med 2006-2007, hvor der blev bekendtgjort tæt ved 100 tvangsauktioner pr. måned.

- Samtidig er det dog langt fra niveauerne i kriseårene i 1980'erne og 1990'erne, hvor antallet af bekendtgjorte tvangsauktioner i eksempelvis 1990 nåede næsten 1700 pr. måned, siger Nykredits boligøkonom Joachim Borg Kristensen.

- Finanskrisen gav ikke anledning til så mange tvangsauktioner, som man kunne frygte. Det kan i vid udstrækning tilskrives det lave renteniveau, som holder hånden under mange boligejere, siger han.

/ritzau/