Stadig flere boliger på markedet

Der kom i juni 1.261 flere boliger på mæglernes hylder, viser nye tal fra Realkreditrådet. Det betyder, at der samlet er 63.725 boliger til salg fordelt på 43.074 parcelhuse, 7.489 ejerlejligheder og 13.162 fritidshuse.

Men set over det seneste år er boligudbuddet faldet med knap 500 boliger, og udbudstiderne - den tid som en bolig optræder på markedet - er faldet især for ejerlejligheder.Det er i gennemsnit blevet knap en måned hurtigere at sælge en ejerlejlighed i snit i forhold til sidste år, og chefanalytiker Mikkel Høegh fra BRF Kredit tolker tallene som positive.

»Årsagen skal findes i, at flere har fået mod på at sælge deres bolig igen, hvorfor flere forsøger at sætte deres boliger til salg. Et stigende boligudbud har en dæmpende effekt på prisstigningstakterne, hvilket også er positivt, idet et stigende udbud således kan tage brodden af noget af den ketchupeffekt, vi aktuelt ser,« skriver han i en kommentar.

BRF Kredit forventer, at boligudbuddet vil stige de kommende måneder i takt med at der kommer mere handelsaktivitet på boligmarkedet, og i takt med at de mange lejekontrakter, der blev indgået fordi de var svære at sælge, udløber.

»Det er især ejerlejlighedsmarkedet, der er i højt gear, og her har vi et stort skjult boligudbud, idet der på dette marked er et velfungerende lejemarked, som mange i de svære år har benyttet som en nødløsning,« skriver Mikkel Høegh.

Dagens Gossip