Stadig flere præster hjælper par med problemer i forholdet

Når der er problemer i parforholdet, eller familien er blevet for ustyrlig, så kan man tage en samtale med sin præst. Det har flere danskere end tidligere ifølge Kristeligt Dagblad benyttet sig af de seneste fem år.

En spørgeskemaundersøgelse blandt folkekirkens præster afslører, at 20 procent af 515 deltagende præster, knap hver femte, får flere henvendelser om samlivsproblemer i dag end for fem år siden. Fire procent får færre.

Sognepræsten i Skelgårdskirken på Amager i København, Peter Søes, er en af de præster, som oftere end tidligere tager snakke med både sine kirkegængere og borgere i sognet om parforholdet.

»Samlivsspørgsmål fylder mere end for fem-ti år siden, både som anledning til at kontakte mig for mennesker, der aldrig før har kontaktet en præst, og i de almindelige sjælesorgssamtaler. Det er, som om tidligere tiders skelnen mellem ’troshjælp og ’livshjælp udviskes i sjælesorgen,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Selv om sognepræst Agnete Brink fra Hasseris Kirke i Aalborg Stift blot får nogle enkelte henvendelser mere om året, end hun gjorde tidligere, vurderer hun, at folk bruger hende på grund af tillid, og fordi hun kan hjælpe dem på en anderledes måde end en psykolog:

»De skal bruge mig til at høre deres historie, uden at jeg udstyrer dem med redskaber. Derimod skal jeg dele ud af min livserfaring og måske også aflaste, for der har ofte været mange forbudte følelser, når der er rod i samlivet,« siger hun til Kristeligt Dagblad.

Sexologen Joan Ørting, som selv har uddannet præster til sexologer og parterapeuter, mener også, at præsten er oplagt som familie- og parhjælper.

»I dag kan man være gift, fra man er 30, til man dør som 90-årig. Det er 60 år, hvor vi skal være sammen med den samme og holde gnisten ved lige. Derfor har par brug for hjælp til at lære at kommunikere, og her er præster oplagte. Præster lever af at tale til og med mennesker, og derfor skal de også kunne samtale om så væsentlige ting som konflikter, jalousi, utroskab og seksualitet,« slår hun fast over for Kristeligt Dagblad.

Dagens Gossip