Stadig lys i Løchte: Videre i Wimbledon

Han er færdig i Wimbledons herredouble-række, som han sammen med englænderen Jonathan Marray vandt i fjor, men Frederik Løchte Nielsen lever ikke desto mindre stadig i den traditionsrige turnering i Londons sydvestlige bydel.

Sammen med makkeren Sofia Arvidsson spillede den 29-årige danske tennisspiller med sejr på 7-5, 6-4 over wildcard-duoen Kyle Edmund og Eugenie Bouchard sig videre til anden runde i mixeddouble.

Men det dansk-svenske par måtte kæmpe for sagen.

Faktisk fik Frederik Løchte Nielsen en skidt start på kampen, da han i sit andet serveparti blev brudt.Men selvom han og Soia Arvidsson kom bagud 2-5 vandt de sættet, fordi de efterfølgende brød modstanderne to gange.

I andet sæt fulgtes parrene pænt ad frem til 3-3. Her brød Nielsen/Arvidsson modstanderne. Og da de efterfølgende holdt egne servepartier var sejren i hus.

Det vides endnu ikke, hvornår Frederik Løchte Nielsen og Sofia Arvidsson skal i kamp igen. Til gengæld kender man modstanderne. Således venter kroaten Ivan Dodig og newzealænderen Mariana Erakovic, der er 16. seedet.

Holder seedingerne bliver finalen i weekenden et opgør mellem Bruno Soares/Lisa Raymond (seedet 1) og Horia Tecau/Sania Mirza (2).

Dagens Gossip