Stadig opbakning til krigen i Afghanistan

En ny meningsmåling, som er foretaget af Epinion for DR, viser imidlertid, at der efter et årtis dansk indsats i Afghanistan - med mange døde og sårede soldater til følge - fortsat er folkelig opbakning til krigen.

45 procent af de adspurgte i meningsmålingen siger ifølge dr.dk, at det var en rigtig beslutning at sende danske tropper til Afghanistan. Kun 36 procent mener, at Danmark ikke burde have deltaget i krigen.

Opbakningen til krigen er bemærkelsesværdig, når man sammenligner med holdningen blandt befolkningerne i de andre krigsførende nationer, konstaterer Peter Viggo Jakobsen, lektor i Forsvarsakademiet.

»I de fleste andre lande, der har haft soldater i Afghanistan, er opbakningen blevet stadig mindre med årene. At der trods alt er en stor procentdel, der mener, det var en forkert beslutning, skyldes, at det jo langt fra er gået så godt med genopbygningen som planlagt,« siger han til dr.dk.

»Men Danmark skiller sig altså ud ved at have så stor en procentdel af befolkningen, der står bag krigen den dag i dag,« siger Peter Viggo Jakobsen.

En DR-undersøgelse fra 2008 viste næsten de samme resultater som den aktuelle undersøgelse. Her sagde 48 procent, at danske politikere gjorde det rigtige, da de besluttede at gå ind i krigen.

Forklaringen på den nogenlunde konstante opbakning blandt danskerne er ifølge Peter Viggo Jakobsen den meget brede politiske enighed om at gå i krig.

»Det har gjort, at vi i Danmark ser en større opbakning end i de andre lande,« siger han.

Dagens Gossip