Stadion er penge værd: United slår alle andre

Skrevet af admin

18/07/2015

Mest læste i dag

Den engelske storklub Manchester United er bedst af alle i Europa til at tjene penge på sit fodboldstadion.

Den årlige omsætning på det stort set altid fyldte Old Trafford med plads til 75.000 tilskuere er på 965 millioner kroner, og det kan hverken Real Madrid, Bayern München eller andre matche.

Det viser tal fra revisionsfirmaet Deloittes årlige rapport - Football Money League 2015.

Selv om andre storklubber har plads til flere tilskuere og i disse år leverer bedre sportslige resultater end Manchester United, så når de ikke i nærheden af samme stadionomsætning.

Ifølge sportsøkonom Kenneth Cortsen er Uniteds gode indtjening et sammenspil af mange ting - blandt andet kapacitet, billetpriser, faciliteter, sportslige resultater, konkurrence i ligaen, historie og medier.

- Manchester United har det største stadion i Premier League, som måske er den sportsligt mest spændende liga i Europa, fordi de store hold skal kæmpe for sejrene mod de mindre hold.

- Det skyldes, at ligaen har fået nogle store tv-aftaler, der betyder, at de mindre klubber har råd til dygtige spillere.

- Selv om mesterholdet Chelsea lige nu gør det bedre sportsligt, så er klubbens hjemmebane ikke tidssvarende, siger Kenneth Cortsen.

Stamford Bridge har blot en kapacitet på 41.000 tilskuere, men Chelsea søger i øjeblikket om lov til at udvide til 60.000 tilskuere.

Den årlige omsætning på London-klubbens stadion er på 633 millioner kroner, og en udvidelse vil øge indtjeningen markant.

I Spanien råder Real Madrid og FC Barcelona over større hjemmebaner end Manchester United. Santiago Bernabeu i Madrid og Barcelonas Camp Nou har plads til henholdsvis 85.000 og 99.000 tilskuere.

Den årlige stadionomsætning i de to spanske klubber er omkring 100 millioner kroner mindre end Uniteds.

- Der er udsolgt, når Real Madrid og Barcelona møder hinanden, men de øvrige hold trækker ikke ligeså mange tilskuere som i England, siger Cortsen.

Bundesligaen i Tyskland er den fodboldrække i Europa, der har det største tilskuergennemsnit, men storklubberne Bayern München og Borussia Dortmund halter alligevel langt efter United, når det kommer til stadionomsætning.

- Billetpriserne er notorisk mindre i Tyskland. Det er ren politik. Modsat England har man i Tyskland været bedre til at imødekomme fansenes ønske om, at det ikke skal være alt for dyrt at se fodbold, siger Kenneth Cortsen.

De italienske klubber har efter europæisk målestok ikke den store stadionomsætning til kampene i Serie A. Mesterholdet Juventus er bedst med en årlig omsætning på 306 millioner kroner.

- De italienske klubber har i mange år haft problemer med stadioner, der ikke er tidssvarende. AC Milan og Inters hjemmebane San Siro har ikke noget hospitality (faciliteter til sponsorer og deres gæster, red.). Der er Superligaen bedre stillet.

- Juventus tog for få år siden konsekvensen og byggede et nyt stadion i stedet for det gamle Stadio delle Alpi. Det har givet Juventus et løft.

- Fodboldøkonomi handler om forgrenede markedspladser. Et fyldt stadion giver en bedre atmosfære. Det er en selvforstærkende cirkel, som gør det bedre for fans, sponsorer og medier, hvad angår oplevelsen og italesættelsen, siger Cortsen.

/ritzau/