Stærk australier snupper førertrøjen fra holdkammerat

Skrevet af admin

21/08/2015

Mest læste i dag

På de tre første etaper af cykelløbet USA Pro Challenge har australieren Rohan Dennis (BMC) vist stor styrke som hjælperytter for førende Brent Bookwalter, men natten til fredag dansk tid var det Dennis' tur til at stråle.

I rollen som hjælperytter pressede Rohan Dennis tempoet i vejret for at hente et udbrud, der truede holdets førertrøje, men da Brent Bookwalter ikke kunne følge med, måtte Dennis køre sin egen chance.

Det gjorde han så godt, at han kørte alene over målstregen efter de 201 kilometers udfordrende terræn på 4. etape, og han snuppede samtidig førertrøjen.

Rohan Dennis er nu 13 sekunder foran Bookwalter i det samlede klassement inden den knap 14 kilometer lange enkeltstart, der venter på 5. etape.

I denne disciplin er Rohan Dennis en af sportens dygtigste, og han har gode muligheder for at udbygge føringen.

Set med Chris Anker Sørensens øjne blev 4. etape endnu en skuffelse. Den danske mester tabte mere end syv minutter til Rohan Dennis og er 18.42 minutter efter i det samlede klassement på 48.-pladsen.

Igen var portugiseren Bruno Pires den eneste Tinkoff-Saxo-rytter, som kunne følge med de bedste. Han kom ind 23 sekunder efter etapevinderen og er 1.16 efter den førende australier i stillingen.

Løbet slutter natten til mandag dansk tid med 7. etape til Denver.

/ritzau/