Stærk Bødker scorer i dårlig kamp

Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker har personlig succes for tiden.

Natten til søndag bragte han Arizona foran 1-0 hjemme mod Ottawa i NHL-kampen hjemme i Phoenix-forstaden Glendale. Alligevel tabte Bødker og holdkammeraterne med 1-5 til holdet fra Canadas hovedstad.

Bødker fik pucken kort inde i Arizonas angrebszone, rystede en modstander af sig og driblede ind midt for mål, hvor han trykkede af og sendte et projektil af en puck ind bag Ottawas målmand Craig Anderson.

Bødker havde også scoret to gange, da Arizona i torsdags vandt 4-1 over Winnipeg, og han er formstærk. Men han var naturligvis langt fra tilfreds med sit holds svingende præstation over to kampe.

- Det er åbenlyst, at vi var et helt andet hold i dag. Vi må ikke være så svingende. Det stinker, og vi må som hold finde ud af, hvordan vi tager os sammen og bakker hinanden op, siger danskeren til NHL's hjemmeside.

Frans Nielsens New York Islanders konsoliderede sin andenplads i Eastern Conference med en sejr på 5-2 ude over Columbus Blue Jackets. Nielsen kom ikke på scoringstavlen, og fik med knapt 14 minutters effektiv tid på isen, mindre spilletid end han plejer.

Lars Eller kom heller ikke på scoringstavlen, da Montreal hjemme tabte 1-2 til Pittsburgh.

Også Jannik Hansen og Vancouver led nederlag hjemme. 0-1 tabte holdet til Calgary.

På et tidspunkt, hvor omtrent halvdelen af NHL's grundspil er afviklet, er det Mikkel Bødkers Arizona det eneste danskerhold, som er placeret udenfor slutspilspladserne.

/ritzau/

Dagens Gossip