Stærk kvartet tilbage hos FCM inden Brugge-kamp

Skrevet af admin

30/09/2015

Mest læste i dag

Onsdag rejste FC Midtjylland-truppen mod Belgien, hvor der torsdag venter en vanskelig fodboldkamp mod Club Brugge i Europa Leagues gruppespil.

Med på turen har FCM hele fire stamspillere, som har været ude med skader i den seneste kamp.

Blandt andet er backen Kristian Bach Bak tilbage efter en skade i foden, som har drillet FCM-anføreren i perioder siden sidste sæson.

Desuden er Kian Hansen med igen, efter at den vigtige centrale forsvarsspiller har været ukampdygtig på det seneste.

Længere fremme på banen råder FCM atter over midtbanespilleren Petter Andersson og angriberen Martin Pusic, som begge gik glip af søndagens 2-0-sejr ude over Randers FC i Alka Superligaen.

FCM vandt den første kamp i gruppespillet med 1-0 hjemme over polske Legia Warszawa.

Onsdag aften træner midtjyderne på Jan Breydel Stadion i Brugge, hvor der er plads til omkring 30.000 tilskuere.

Ud over de fire nævnte spillere ser FCM-truppen til opgøret mod Club Brugge således ud:

Mikkel Andersen, Mikkel Duelund, André Rømer, Marco Larsen, Tim Sparv, Jesper Lauridsen, Erik Sviatchenko, Patrick Banggaard, Filip Novák, Daniel Royer, Kristoffer Olsson, Pione Sisto, Morten "Duncan" Rasmussen, Jakob Poulsen, Paul Onuachu, Andreas Raahauge, Marcos Ureña.

/ritzau/