Storklubben Juventus rydder al modstand af vejen i italiensk fodbold i øjeblikket.
Med et 14 points forspring er klubben på direkte kurs mod det fjerde mesterskab i træk, og tirsdag aften har "den gamle dame" også sikret sig adgang til den italienske pokalfinale.
Adgangsbilletten blev indløst med en suveræn 3-0-sejr på udebane over Fiorentina, der dermed kommer til at stå med en lang næse trods 2-1-sejren i den første kamp i Torino.
Allerede ved pausen var Fiorentinas forspring historie, for da havde Alessandro Matri og Roberto Pereyra bragt gæsterne to mål i front.
Efter en times spil øgede Leonardo Bonucci til 3-0, og så var spillet ude for florentinerne, der stillede i noget nær stærkeste opstilling.
I kampens slutfase fik Juventus-forwarden Alvaro Morata direkte rødt, men det fik ingen betydning for udfaldet.
Dermed er Juventus klar til finalen, der spilles 7. juni i Rom. Modstanderen bliver fundet onsdag og hedder enten Napoli eller Lazio.
/ritzau/