Stærke billeder: 23-årige Alberte har været fanget i anoreksiens helvede i ni år

Skrevet af Kristine Bugbee

07/08/2015

Mest læste i dag

Hun er kun 23 år. Alligevel er en stor del af hendes liv gået med at kæmpe mod sygdom og svigt.

Alberte Stengaard fra Viborg har anoreksi. En spiseforstyrrelse, som har svækket hende fysisk og mentalt.

- Min historie er fuld af op- og nedture, talrige indlæggelser, tvang, mad og kropsmisbrug og ikke mindst mødet med et mangelfuldt behandlingssystem. En lang kamp, en kamp jeg stadig kæmper, for jeg er ikke fri af mit fængsel endnu. Jeg er i skrivende stund endnu engang stærkt bundet og fanget i mit fængsel. Endnu engang er jeg havnet hvor jeg ikke kan bunde, ikke kan trække vejret ordentligt. Hvor al min energi går til at tilfredsstille min anoreksi, skriver hun i et blogindlæg.

Fotografen Morten Fjord Stengaard har valgt at sætte fokus på sygdommen gennem en række stærke billeder af Alberte Stengaard, som er hans niece.

- Alberte og jeg har et specielt bånd, så det gør ondt år efter år at se Alberte i denne tilstand. Og utroligt svært at forstå. Jeg havde længe haft et ønske om at dokumentere hendes fysiske tilstand, så hun dels selv kunne se, hvad vi ser, og dels for at åbne op for, at andre i en lignende situation kan se med til skræk og advarsel, siger han til Dagens.dk.

Alberte Stengaard, som har et såkaldt BMI på 13,2, beskriver i sit blogindlæg, at systemet er mangelfuldt, når det gælder behandlingen af børn, unge og voksne, der lider af en spiseforstyrrelse.

- Jeg kunne sideløbende skrive en hel roman om det system, vi havner i, et system som LANGT fra fungerer, og desværre taber mange på gulvet. Efterlader dem alene, alene med deres tanker og evige kamp. Jeg er en af dem, og jeg håber af hele mit hjerte, at systemet snart ser problemet, ser at der er langt fra er den mængde ressourcer og tilbud, som er nødvendigt.

- For desværre bliver der ikke færre, som udvikler en spiseforstyrrelse. Men dette kunne ligeledes forebygges ved bedre tilbud til den enkelte. For det værste er, at vi ofte ender i et system, hvor vægten og tallet har større betydning end det indre, skriver hun.

Systemet mangler forståelse 
Henvendelserne til rådgivningen hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade er steget med 40 procent de seneste to år. Generalsekretær Steen Andersen genkender Alberte Stengaards bekymringer.

- Der mangler forståelse fra systemets side. Personer med spiseforstyrrelser bliver ofte behandlet som om, de har en fysisk sygdom, så man tager ikke fat på den rigtige måde. De kan for eksempel ikke få tilskud til en psykolog, selvom det er en psykisk sygdom, siger han til Dagens.dk.

Tallet på vægten er afgørende, forklarer Steen Andersen. Når en person med en spiseforstyrrelsen har taget på i vægt, bliver vedkommende udskrevet.

- Men det er dér, de har allermest brug for hjælp, for der skal de lære at acceptere deres nye krop. Det er der, de skal have hjælp, og det har systemet ikke forstået, siger han.

Konsekvensen er ifølge foreningen, at mere end 60 procent bliver genbehandlet, fordi de bliver sluppet for hurtigt efter første behandling, og der er ingen hjælp i kommunerne, når de kommer hjem.

- Jeg har et helt klart ønske om at få ændret behandlingsmetoderne. De har spillet fallit. Der er ikke sket forbedringer de sidste 10 år - vi er ikke blevet meget bedre, end vi var i år 1990, siger Steen Andersen.

- Der burde være nogle ambulatorier, hvor man kan blive henvist til og få hurtig afklaring og en hurtig indsats. Lige nu er der kun den praktiserende læge - han kan sende patienten ind det psykiatriske system, men hvis man ikke er syg nok, bliver man sendt hjem igen. Så kan vedkommende komme tilbage, når han eller hun er mere syg. Det svarer til, at man beder en kræftpatient om at komme tilbage, når kræftknuden er større.

Han vurderer, at ud af de danskere, som lider af en spiseforstyrrelse, der bliver en tredjedel helt raske, en tredjedel fungerer, men er hæmmet socialt, og den sidste tredjedel bliver kronisk syge.

Vil hjælpe andre
Steen Andersen mener, at man med en langt mere effektiv og hurtig indsats kan forhindre mange af de kroniske tilfælde og derved spare mange millioner skattekroner. 

Det koster 2,1 millioner kroner om året at have en spiseforstyrret person indlagt. 

Alberte Stengaard håber, at hendes ord og billeder kan hjælpe andre med en spiseforstyrrelse.

- Jeg håber, jeg ved at sætte ord på de mange tanker og følelser der er forbundet med denne sygdom, kan skabe en større forståelse. Og hvis det kunne hjælpe nogle fra at glide ned ad denne sti, ville det være det hele værd. For dette fængsel ville jeg ikke byde min værste fjende, skriver hun.

Fotograf Morten Fjord Stengaard ønsker også at skabe en større forståelse for, hvad anoreksi er.

- Jeg håber på at billederne er med til at sikre, at teksten, Alberte så flot har skrevet, bliver læst. Samtidigt håber jeg, at billederne underbygger det skrig og råb om hjælp, som jeg føler fra Alberte. Begge vil vi gerne hjælpe andre til at forstå sygdommen, samt få en åbenhed og debat i gang, der sikrer bedre forhold i behandlingen.

Der findes ikke en officiel optælling, men det er estimeret, at 75.000 danskere lider af bulimi, anonoreksi og tvangsoverspisning.

Læs hele Alberte Stengaards blogindlæg HER og se alle de stærke billeder i galleriet herunder.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: