Stærke svenskere dukker Danmarks kvindelandshold

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Det bliver svært for Danmark at vippe Sverige væk fra førstepladsen i kvalifikationspuljen til EM i kvindefodbold i Holland i 2017.

Det står klart efter tirsdagens møde i Göteborg, som svenskerne vandt med 1-0 efter jævn dominans gennem det meste af kampen. Dermed har Sverige fortsat maksimumpoint efter tre kampe i puljen.

Godt nok fik danskerne lov til at have bolden en del. Men det velorganiserede svenske hold gav nærmest ingen chancer væk, og i den anden ende måtte målvogter Stina Lykke Petersen levere flere store redninger, inden bolværket brød sammen efter en times spil.

Svenskernes Olivia Schough narrede Stine Larsen i venstre side, spillede en flad aflevering på tværs, og så kunne farlige Caroline Seger åbne scoringen fra tæt hold.

Scoringen var ærgerlig for et godt kæmpende dansk hold, men overraskende var den ikke.

Svenskerne viste sig som ventet som det bedste hold foran hele 11.244 tilskuere på Gamla Ullevi i Göteborg.

Danmarks Nadia Nadim havde et hovedstødsforsøg i første halvleg og en ydersideafslutning efter pausen. Men rigtig farligt blev det ikke, før Louise Lundsgaard i slutfasen sparkede en stor chance på tværs af det svenske mål.

På papiret var kampen Danmarks sværeste i EM-kvalifikationspuljen, der også tæller Polen, Moldova og Slovakiet.

Gruppevinderen er sikret direkte adgang til EM i Holland i 2017, men også syv af de otte gruppetoere får udstukket en billet til slutrunden.

Danmark har tre point efter de første to kampe.

/ritzau/