Stærke tennisnationer falder i Davis Cup

Skrevet af admin

01/02/2014

Dagens topnyheder

Kun et par måneder efter, at Serbien var i Davis Cup-finalen, hvor det ganske vist blev til nederlag til Tjekkiet, er serberne ude allerede inden kvartfinalen.

Med afbud fra først og fremmest Novak Djokovic havde serberne det svært mod Schweiz hjemme i Novi Sad. Schweiz kom med både Roger Federer og Australian Open-vinderen Stanislas Wawrinka, som begge vandt deres singler fredag.

De to singlespillere heppede også heftigt på doubleparret Marco Chiudinelli og Michael Lammer, som besejrede deres serbiske modstandere i fire sæt og dermed lukkede kampen med schweizisk føring på 3-0.

I Frankfurt betalte Spanien også lørdag prisen for ikke at have Rafael Nadal og David Ferrer med på landsholdet. Tommy Haas og Philipp Kohlschreiber besejrede Fernando Verdasco og David Marrero i fire sæt. Og med to tyske sejre i singlerne fredag, blev den kamp også afgjort.

Frankrig har også sikret sig adgang til kvartfinalerne med sejr på 3-0 over Australien.

Kvartfinalerne i Davis Cup skal spilles til april.

/ritzau/