Stærkt: 95-årige Svend er verdens ældste vægtløfter

95-årige Svend Stensgaard er ikke en mand, der let lader sig slå ud.

I 2012 fik han hjertestop, der truede hans liv og førlighed, men her tre år efter har han bevist, at der skal mere til at tage pusten fra ham.

Han er med sine 95 år kendt som verdens ældste vægtløfter, og lige nu går en video af ham verden rundt, hvor han løfter vægte i et træningscenter i Rødby.

- De fleste er rimelig imponerede, navnlig fordi jeg fortsatte efter jeg fik et hjertestop i 2012, og på det tidspunkt kunne jeg ikke løfte mere end 1 kg i hver hånd, så de er imponerede over at jeg nu to et halvt år efter løftede 130 kg i dødløft ved sidste stævne, siger Svend Stensgaard. 

Videoen er blevet et hit fra Storbritannien til Kina, og mange af kommentarene til videoen handler om, at de andre personer i styrkelokalet kunne være hans oldebørn, men på trods af Svends fremskredne alder, har han ingen planer om at lægge vægtene på hylden foreløbig.

- Jeg træner, fordi jeg ikke kan lade være, når man først træner så udløser det en hel del endorfiner, og er man først vant til det, så kan man ikke undvære dem igen. Så træningen er en del af mit liv på den måde, at jeg ikke kan sidde derhjemme og have det godt, siger Svend Stensgaard. 

 

Dagens Gossip