Stærkt forsvar skal få KIF på CL-sporet i heksekedel

Skrevet af admin

04/10/2015

Dagens topnyheder

Forsvaret skal løfte sit niveau, og returløbene skal være bedre.

Sådan lyder to af nøglepunkterne i målmand Kasper Hvidts opskrift på, hvordan KIF Kolding København får sin første sejr i årets Champions League søndag, hvor KIF møder Montpellier på udebane.

- Vi kommer ned i en fransk heksekedel, som vil skabe et utroligt stort pres på os. Montpellier har et meget fysisk forsvar, hvilket betyder store tunge drenge med masser af kræfter i den midterste zone af banen.

- Deres fløje er alle lynhurtige i kontrafasen, så vi skal være gode i vores returløb, og det gælder om, at vi hurtigt bliver organiseret, når vi når hjem i forsvaret, siger Kasper Hvidt til klubbens hjemmeside.

Han uddyber, hvordan det kan lade sig gøre i praksis.

- Hvis vi får afsluttet angrebene ordentligt, har vi en god chance for at organisere vores returløb og forsvar. Det er en fase, vi har været meget sårbare i.

- Vores stationære forsvar seks mod seks har egentlig været ganske fint, men vi skal have rykket midterblokken lidt længere frem, så vi får chancen for at forhindre bagspillerne i at komme til for lette afslutninger.

- Lykkes forsvaret med det, så vil vi også få flere chancer for at score lette kontramål og dermed forstærke vores muligheder for at vinde kampen, siger målmanden inden opgøret i Frankrig, hvor der kan komme pres fra op mod 9000 tilskuere.

KIF's første to kampe i Champions League denne sæson er begge endt med klare nederlag til henholdsvis svenske Kristianstad og tyske Rhein-Neckar Löwen.

Montpellier er lige som KIF indledt Champions Leagues gruppe B med to nederlag, så der er tale om et bundopgøret i gruppen.

/ritzau/