Stærkt halvår sikrer ATP positivt investeringsafkast

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

Pensionsselskabet ATP fik i første halvår af 2015 et investeringsafkast på 11,5 milliarder kroner og hensatte 3,7 milliarder kroner ekstra til fremtidige pensioner, fordi danskerne lever længere.

Samlet set lyder ATP's halvårsresultat på 4,7 milliarder kroner.

- ATP har klaret sig godt i første halvår, hvor vores investeringer gav et afkast på 12 procent. Der var især stærke afkast på aktier, ejendom og infrastruktur i et halvår præget af voldsomme renteudsving, siger Carsten Stendevad, ATP's direktør, i en pressemeddelelse.

ATP er en obligatorisk opsparing med 4,9 millioner medlemmer, og 960.000 pensionister modtager ATP Livslang Pension.

I forbindelse med halvårsregnskabet har ATP opdateret sin levetidsprognose for danskerne, da den konstaterede stigning i levetiden i Danmark i det seneste år har ligget over det forventede.

I 2015 er der for ATP's medlemmer konstateret en stigning i levetiden for kvinder på 2,5 måned og for mænd på tre måneder. Derfor har ATP øget hensættelserne til fremtidige pensioner med 3,7 milliarder kroner. Det svarer til 0,6 procent af de garanterede ydelser.

Afdækningen sikrer, at medlemmerne får de ATP-pensioner, de er blevet lovet, uanset om renten stiger eller falder.

I 2012 og 2013 overtog Udbetaling Danmark - under ATP - administrationen af en række velfærdsopgaver, herunder folkepension.

Udbetaling Danmark fik til opgave at levere en 33 procent effektivisering svarende til en besparelse på 300 millioner kroner årligt. 1. marts 2015 blev målet nået til tiden og til budgetteret.

/ritzau/