Star Tour aflyser udflugter til Cairo

Det har fået rejseselskabet Star Tour til at aflyse alle udflugter til Cairo i weekenden.

»Det vil være dybt tosset at køre ind i trafikale problemer i Cairo og dermed give vores kunder en dårlig oplevelse. Derfor har vi valgt at indstille ture fra vores feriedestinationer ved Rødehavet til Cairo lørdag og søndag. Derefter afventer vi lige og ser, hvad der sker,« siger salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling.

Selskabet har lige nu omkring 300 gæster i Egypten, og Stig Elling skønner det samlede antal danskere i Egypten til at være omkring 1.500 denne weekend.

»Totalt set er der 35.000 danskere, der skal af sted denne sommer til Rødehavet og Egypten. Vi har ingen indikationer på noget negativt ved ferieområderne ved Rødehavet, men vi følger situationen nøje. Og hvis Udenrigsministeriets Borgerservice fraråder rejser til Rødehavet, så efterkommer vi naturligvis det og tager folk hjem og holder dem skadesløse,« siger Stig Elling.

»Men det, vi hører fra vores feriemål nu, er, at alt er fredfyldt,« tilføjer han.

Fredag var der kampe i Cairo og Alexandria mellem tilhængere og modstandere af præsident Morsi, og flere hundrede personer blev ifølge Reuters såret. En amerikansk borger blev dræbt, da han filmede demonstranter med sin mobiltelefon.

Det har fået amerikanske myndigheder til at fraråde rejser til Egypten, med mindre det er strengt nødvendigt.

I Danmark følger Udenrigsministeriets Borgerservice situationen tæt, og herfra råder man danskere til at vise agtpågivenhed i Cairo og Alexandria.

Dagens Gossip