Staten får kritik for konsulentkøb

Finansministeriet med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen får kritik for, at der ikke er styr på statens brug af penge på private konsulenter.

Efter et møde onsdag fastslår statsrevisorerne, at de finder det utilfredsstillende, at der fortsat ikke er retvisende tal for statens reelle forbrug af konsulenter.

Samtidig kritiserer statsrevisorerne, at statens konsulentkøb stadig kun i få tilfælde "er baseret på strategiske og dokumenterede overvejelser om, hvilke typer af opgaver der bedst løses af konsulenter".

Sådan lyder konklusionen, efter en beretning har vist, at statens forbrug af konsulenter er væsentligt højere end de 3,6 milliarder kroner, der i 2013 er registreret på de to indkøbskategorier, som Finansministeriet selv tager udgangspunkt i.

Kritikken retter sig især mod Finansministeriet, som statsrevisorerne betegner som koordinator for statslige indkøb med ansvar for at skabe rammerne for sparsommelige og strategiske konsulentkøb i staten.

Det er tredje gang siden 2007, at statens forbrug af konsulenter bliver undersøgt. Ifølge opgørelsen svarede køb af konsulentydelser i 2013 til minimum 12 procent af statens samlede indkøb.

Statsrevisorerne finder det til gengæld positivt, at Rigsrevisionens gennemgang af 105 konsulentkøb i 10 statslige virksomheder viser, at der kun var enkelte køb, hvor virksomhederne anvendte konsulenter til opgaver, de selv burde kunne løse.

Gennemgangen viser dog også, at der er behov for fokus på regler for udbud og annoncering af indkøb af konsulentydelser samt mere "omkostningseffektiv adfærd" ved køb under 500.000 kroner, fastslår statsrevisorerne.

- Selv om den enkelte statslige virksomhed er den bedste til at vurdere, om anvendelsen af konsulenter er faglig og økonomisk fordelagtig, kan Finansministeriet efter Statsrevisorernes vurdering med fordel indtage en mere aktiv rolle på et væsentligt udgiftsområde, skriver statsrevisorerne i deres bemærkning.

/ritzau/

Dagens Gossip