Staten mister millioner: For sent krav mod knivstikker

Skrevet af admin

14/02/2014

Mest læste i dag

Den danske stat var 25 dage for sent ude, da man ville kræve mere end tre millioner kroner af en mand, der i 2007 blev dømt for et livsfarligt knivoverfald.

Vestre Landsret har netop frifundet manden, der er østjysk restauratør, for ethvert krav. Stævningen på de 3,2 millioner kroner blev indgivet for sent af Sydøstjyllands Politi.

Det var i december 2007, at han blev dømt for et knivoverfald foran Vejle Banegård.

Erstatningsnævnet tilkendte efterfølgende den overfaldne i alt 3,2 millioner kroner, og de penge ville staten gerne have den dømte til at betale.

Den dømte protesterede. Han henviste blandt andet til, at han havde fået nedsat sin straf på grund af modpartens meget truende adfærd. Desuden mente han, at kravet var fremsendt for sent.

I første omgang fandt Retten i Kolding, at kravet mod ham var rettidigt fremsat. Men kravet ville udgøre en urimelig byrde, og beløbet blev derfor nedsat til 200.000 kroner.

Sydøstjyllands Politi ankede på statens vegne dommen til landsretten, der udelukkende har set på, om kravet var forældet.

Og det viser sig altså at være tilfældet. Landsretten slår fast, at forældelsen regnes fra skadestidspunktet, som er 22. august 2007.

Efter nederlaget skal staten betale sagens omkostninger med 106.000 kroner - udover de 3,2 millioner kroner, som allerede er lagt ud.

/ritzau/