Statens advokater fik kæmpe lønstigning

Firmaets omsætning steg med godt 50 millioner kroner, og 21 af dem havnede direkte som overskud i firmaet, hvilket betød, at firmaets knap 20 seniorpartnere hver fik udbetalt et honorar på i gennemsnit godt 7 millioner kroner for deres arbejde i 2012.

Ifølge kilder i advokatbranchen gør lønstigningen på en million kroner i forhold til sidste år Poul Schmidt-partnerne til topscorere i branchen, selv om firmaet har lovet staten en rabat på salærerne på 33 procent.

Politiken er kommet i besiddelse af Årsrapporten 2012 fra det interessentskab af advokater, der arbejder i og ejer Poul Schmidt.

Firmaet har siden 1936 nærmest haft monopol på at føre sager for og rådgive ministerier og styrelser.

Sidste år havde Poul Schmidt en samlet omsætning på 453 millioner kroner og partneradvokater kunne fordele 165 millioner mellem sig.

Administrerende partner hos Kammeradvokaten afviser at kommentere firmaets overskud.

Den store indtjening viser ifølge advokat Thomas Smed fra Inhouse Advokatfirma, at staten ikke får sin rabat.

»Det kommet bag på mig, at partnerne hos Kammeradvokaten har en indtjening på niveau med partnerne hos Danmarks største advokatkontorer, ikke mindst da Kammeradvokaten jo skal give staten en rabat på en tredjedel. Men forklaringen er jo, at det er en illusion, at man kan fastlægge, hvad sædvanligt advokatsalær er, og derfor har man heller ikke noget grundlag at give rabat ud fra,« siger Thomas Smed, der selv har arbejdet hos Kammeradvokaten tidligere.

Finansminister Bjarne Corydon (S) siger til Politiken, at han ikke vil »kommentere regnskaber fra en privat virksomhed.«

Han henviser til, at Moderniseringsstyrelsen forbereder forhandlinger med Poul Schmith om en ny aftale, der skal give større klarhed om firmaets regninger.

Den nye aftale skal samtidig gøre det muligt for staten i et begrænset omfang at bruge andre private advokater og selv føre sager.

Dagens Gossip