Statens ansatte slipper billigere i skat

Når Udenrigs- og Skatteministeriet sender en dansker til udlandet, får den udstationerede et stort, skattefrit tillæg med sig på rejsen.

Pengene går blandt andet til bolig og andre omkostninger, der hører med til at arbejde uden for landets grænser. Men ingen andre kan få disse lukrative tillæg.

Og når udstationerede med regeringens skattereform står til at miste deres skattefritagelse, er der stor forskelsbehandling på de statsansatte og alle andre, skriver Berlingske Business.

- Det er helt rigtigt, at statsligt udsendte nu er i en meget bedre position end andre, fordi de kan få et skattefrit udetillæg.

- Det er jo så et politisk spørgsmål, om der skal være den forskelsbehandling. Jeg synes ikke, det er rimeligt, siger dr.jur. og ekspert i skatteret ved Aarhus Universitet Jan Pedersen til Berlingske.

Medarbejdere i eksempelvis kommuner og regioner har ikke samme mulighed for skattetillægget.

- Det er meget paradoksalt, at man ikke værdsætter eller anerkender, at udsendte fra andre myndigheder end staten selv faktisk udfører et værdifuldt arbejde.

- Det er en uretfærdig forskelsbehandling, siger Lars Holte Nielsen, direktør for Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles, til avisen.

Udenrigsministeriet oplyser til Berlingske, at 457 personer årligt deler 150 millioner kroner i udetillæg, hvilket svarer til 392.000 kroner per mand.

Borgmester i Esbjerg, Johnny Søtrup (V), er også formand for Region Syddanmarks kontor i Bruxelles og udtaler sig på vegne af 22 af landets kommuner. Over for Berlingske kalder han særreglen for "fuldstændig vanvittig" og "det værste hykleri".

 

Dagens Gossip

Dagens TV