Statens bygninger får energimærke

Bygningsstyrelsen og Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, indfører en ny frivillig ordning, som viser varmeforbruget i den offentlige sektor. Mærket, der får form af et trafiklys, skal vise de bygningsansvarlige, hvor de bedst kan bekæmpe dyrt og klimaskadeligt varmespild.

Et rødt mærke viser, at ejendommens energiforbrug er alarmerende, mens det gule er advarende og det grønne mærke viser, at der er tale om en energirigtig bygning. En mere effektiv brug af energien kan ifølge HOFOR sikre energibesparelser på op til ti procent.

Klima-, energi- og bygningsminister, Martin Lidegaard (R), er glad for det nye grønne initiativ.

»Vi ved, at bygninger står for op mod 40 procent af vores samlede energiforbrug, så det er et naturligt sted at sætte ind. Det bliver på én gang både let og overskueligt at følge med i ens eget varmeforbrug. Så for mig at se, har vi her fat i et effektivt værktøj til at få reduceret bygningers energiforbrug, til gavn for både pengepungen, skatteborgerne og klimaet,« udtaler han i en pressemeddelelse.

BNB

Dagens Gossip