Statens mange fyringer af ældre kaldes pinligt

Bliv længere på arbejdsmarkedet, ellers hænger samfundsøkonomien ikke sammen.

Sådan har det lydt igen og igen fra landets politikere, men nu viser det sig, at staten selv afskediger folk over 50 og 60 år i stor stil.

Nye tal fra Finansministeriet viser, at omkring hver anden afskedigelse i staten i 2012 var af en person over 50 år - og det på trods af, at denne aldersgruppe blot udgør godt to tredjedele af arbejdsstyrken.

Det fik torsdag professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen til at kalde udviklingen "nærmest hyklerisk", og samme toner lyder nu fra begge sider af Folketinget.

- Det er dobbeltmoralsk og pinligt, at staten som arbejdsgiver fyrer ældre medarbejdere i større omfang end andre aldersgrupper, siger SF's arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen.

- Staten, der er styret af politikere, opfordrer til, at ældre lønmodtagere bliver længere tid på arbejdsmarkedet. Der holdes mange flotte taler om værdien af "det grå guld". Men al den snak bliver jo helt utroværdig, når staten ikke selv lever op til sine opfordringer, siger han.

Venstre mener, at regeringen har fejlet:

- Det er en meget kedelig udvikling, vi ser under denne regering, at ældre og erfarne medarbejder i højere grad bliver afskediget end tidligere, siger partiets arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen.

- Det er trist for den enkelte, og som samfund har vi også glæde af, at medarbejderne bliver længere på arbejdsmarkedet. Så her har regeringen fejlet, siger han og fortsætter:

- Regeringen gik til valg på, at det offentlige skulle beholde ældre medarbejdere. Selvom løfterne fra regeringen efterhånden ikke vejer særligt tungt, er det da paradoksalt, at udviklingen for ældre medarbejdere i det offentlige går præcist den modsatte vej af, hvad man lovede inden valget.

Ifølge opgørelsen er andelen af ældre, der modtager en fyreseddel af staten, vokset fra 2010 til 2012 - og altså mens den nuværende regerings tid har haft magten.

SF kræver handling fra regeringen:

- Jeg vil opfordre regeringen til at lave en handleplan for, hvordan den for sit eget vedkommende som arbejdsgiver i staten lever op til sine egne målsætninger angående ældre på arbejdsmarkedet, siger Eigil Andersen.

/ritzau/

Dagens Gossip